Pladespilleren.dk
ELAC PPA-2 MC/RIAA forstærker - Pris: kr. 8.000,-
https://www.elac.com/series/alchemy-power/ppa-2/
Import og forhandling: Scandinavian Audio Systems -
http://www.sas-audio.dk
Seneste opdatering 21. maj 2020
Tysk amerikansk samarbejde
ELAC
er afgjort mest kendt for deres meget store højttalerproduktion, men
hvem er så ELAC? Det tyske firma har snart 100års jubilæum, og de var
faktisk blandt verdens største producenter af pladespillere tilbage i
40’erne. De har nu genoptaget fremstillingen af pladespillere, men i
programmet finder du også forstærkere, DACs og meget andet. I
2016 overtog ELAC det amerikanske Audio Alchemy. Mange husker nok
deres små DACs’ med eksterne strømforsyninger fra midten af 90’erne.
Sådan opstod ELAC Alchemy serien, som oprindeligt blev lanceret fra
Audio Alchemy i USA. Det er stadig Peter Madnick der står for elektronikken, men RIAA'en som dengang var i to kabinetter, er nu samlet en boks. I
samme Alchemy serie er der også en fornem forforstærker/DAC og PWM
effektforstærker, alle i samme lave format. Her kigger jeg dog kun på
PPA-2 MC/RIAA forstærkeren.
PPA-2
er 48 cm bred og 40 cm dyb, men højden er kun 5 cm. Vægten er ca. 6 kg.
Den let afrundede front er domineret af en vandret slids med små
trykknapper samt lysdioder. Her vælges fra venstre "Mute", "input 1
eller 2", "sub filter", "MC eller MM" samt "Mono". Allle valg indikeres
af en række lysdioder til venstre. Mute-funktionen
er rar at have, når pladerne skiftes. Længst til højre på
fronten finder man et lille display - mere om det følger. Umiddelbart
et elegant design men de mange små sorte knapper på sort
baggrund kan virke lidt uoverskueligt. Efter et stykke tid finder man dog
hurtigt frem til, hvad der skal trykkes på.
| |
Mange muligheder
Noget
usædvanligt i denne prisklasse byder PPA-2 på tilkobling af 2
pladespillere/arme. At den ene af dem så også kan være balanceret er
endnu mere sjældent. Valget mellem XLR balanceret eller
RCA vælges via små dipswitches på
bagsiden. Indgang 2 er kun RCA. Begge indgange har i MC-stillingen
kontinuerlig variabel impedans via to sæt små drejeknapper på
bagsiden. Fra 5 ohm og op til 999 ohm. Indstillingen sker med hjælp af
det lille display på fronten og de er separate for hver kanal og gemmes
i en hukommelse. Der skiftes således også impedans, når man vælger en
anden indgang. Med indstilling for MM (på bagsiden) er impedansen fast
47 kohm. Den variable Impedansindstillingen for MC er lidt tricky, men
trods alt bedre end små dipswitches. Der skal ikke drejes meget på de
små knapper, før impedansen ændres. Bare man rør knappen ændres den fra
f.eks. 15 til 55 ohm. Når den slippes ændres værdien igen. Det er et
tålmodighedsarbejde og meget svært at ramme samme værdi for begge
kanaler. Få ohms forskel må være acceptabelt. Reelt burde det være
multitur potentiometre, eller man skulle have reduceret området til 10
til 100 ohm. Ideen er
god, men der skal nok lige arbejdes på det. Langt de fleste indstiller vel kun én gang. Her skulle jeg have
fat i dem flere gange. Med den trinløse impedanstilpasning kan man
finde frem til en optimal belastning af pickuppen, hvilket ikke altid
er det der oplyses fra producenten. Her fandt jeg frem til 30 ohm for
min Ikeda var optimalt, mens den højimpedante EMT MCH II skulle have
999 ohm. Min Ortofon MC 5000 fik ca. 20 ohm.
| |
Internt
finder man en fuld FET bestykning og diskret opbygning. Altså ingen
IC’er i signalvejen. Hvorvidt der køres 100% balanceret hele vejen
igennem er ikke oplyst. Al omskiftning sker internt via guldbelagte
relæer. Der er en kompetent stor strømforsyning adskilt af en
metalprofil ned gennem kabinettet. Meget fint lavet. På bagsiden finder
man også et stik til strømforsyning af Elacs egne pladespillere.
Ibrugtagning
Der
er mange funktioner og nogle af dem er på bagsiden. Der skal mere end
et kig i manualen til, før man finder ud af, hvordan alle de
mange muligheder udnyttes. Man skal vide, at når impedansen
indstilles via
displayet til højre, lukker alle andre funktioner. Via phonoindgangene
er der hhv. 42dB og 60dB forstærkning. Kører man balanceret er der
naturligt nok 48dB og 66dB på hhv. MM og MC indgangen. I praksis
rigeligt til langt de fleste pickupper. Selv min Ortofon MC 5000
befandt sig fint med PPA-2.
PPA-2
har så mange muligheder, at man let bliver forvirret. Jo, der er to
stelforbindelser – hhv. ”ground” og ”chassis ground”. Hvilken man skal
vælge oplyses ikke. Jeg fik bedst resultat med den normale ”ground”.
Man kan køre balanceret ud, selv om der kun er RCA ind. Omvendt går
også. Men man skal lige være klar over, at hvis der skiftes mellem MM
og MC på fronten, så er det ikke nok. De små kontakter på bagsiden skal
også skiftes, ellers risikerer man, at få den lave impedans, der
er valgt for MC. En MM ind i 30 ohm lyder ikke godt!
Lyden af en tysk amerikaner
Lyden
fra min Ikeda
pickup var ikke helt som jeg huskede den. Ikke fordi der manglede
detaljer, men fordi de nærmest blev
trukket lidt frem i lydbilledet. Det hele var lige en tand mere
pågående og ”lyt til mig” end jeg er vant til. Der var stadig pæn dybde
i lydbilledet, men de enkelte lag var lidt mere diffuse. Samtidig var
det en gengivelse
med mere kant og slam. Absolut fremragende med Rickee Lee Jones og
Chuck E’s in love fra hendes debutplade (her en Mobile Fidelity
udgave). Der spilles med en ekstra energi og nerve, men så kan man sige
de lidt finere detaljer træder i baggrunden. Her er det så musikkens
nerve og det engagerende der kommer i første række.
En
af mine nyeste erhvervelser er Dire Straits / Love over Gold. En Mobile
Fidelity Original Masters Series med to plader, der kører 45
omdrejninger. Musikken har jeg
hørt mange gange, men her med endnu mere luft og dynamik end før. Det
er lige guf for PPA-2, der til fulde afslører hvad der gemmer sig i
rillerne. Der
blev også lyttet via Hifiman HE1000SE hovedtelefoner og det er en meget
afslørende oplevelse. Masser af detaljer og ingen støj. Den gamle plade
har fået nyt liv og det var så absolut en nydelse at høre den via
PPA-2.
Adele
/ 21 var der også meget godt styr på. Det er ikke den mest fantastiske
optagelse, men Elac PPA-2 formåede at fokusere på det positive,
dynamikken og hendes stemme. Der blev ikke holdt tilbage og vokalen
står pænt defineret med den noget rå fornemmelse, der skal være. Toppen
kling noget tørt og der er ikke så meget luft, men det må primært
skyldes pladens manglende kvaliteter.
Dave
Brubeck Quartet / Gone With The Wind. Denne gang med min Jelco TK-850L
arm og en Dynavector Karat diamant eller med den lille Audio Technica
VM99SH. Begge fremragende pickupper monteret i en rigtig god arm.
Elac riaaen
lever op til begge kombinationer og leverer både med MM og MC en
glat sammenhængende gengivelse. Frem for alt en gengivelse der er meget
nem at lytte til. Man savner ikke noget og det hele gengives
meget præcist og nøgternt. Der er godt
med detaljer og det hele står på plads i lydbilledet. I første omgang
kunne jeg savne lidt varme, men det blev gjort til skamme med den næste
plade.
Stadig
med Audio Technica pickuppen kom den udødelige Getz/Gilberto featuring
Antonio Carlos Jobim på pladetallerkenen – original presning af
optagelsen fra 1964.
En meget overraskende oplevelse. I denne kombination går det hele op i
en højere enhed. Elac PPA-2 leverer en levende og musikalsk gengivelse.
Igen med det hele lidt mere tæt på kroppen så alle detaljer kommer
i fokus. Man kan også sige, at musikken rigtigt kommer ud af
højttalerne og ind i lytterummet. Der er mere fokus på det
umiddelbare og nærværende. Absolut en nydelse. Dette viser også
tydeligt,
at en forholdsvis billig pickup med en god arm og riaa kan levere
imponerende resultater.
Konklusion
ELAC
PPA-2 er en imponerende MC/RIAA til en absolut rimelig pris.
Ja faktisk får du to, da du har muligheden for at tilslutte
to pladespillere / arme. Både RCA indgangen og den balancerede
drift giver en god støjsvag gengivelse. Lyden er, tør man sige det,
lidt
”amerikansk” stram og fremme i skoene, men med lidt ”tysk” disciplin,
præcision og glathed. Det hele giver en god fysisk fornemmelse og
masser af energi. Det er en rigtig musikformidler med god fokus
på det sprudlende og dynamiske i musikken. Kort sagt en
imponerende RIAA til prisen. Jeg fik spillet mange typer
musik i testperioden og på intet tidspunkt savnede jeg nogen af mine
andre langt dyrere riaa-forstærkere. Det må siges at være et godt tegn.
TILBAGE TIL TEST OG ANMELDELSER
TILBAGE TIL FORSIDEN